MASKINSTRIKNING er blevet min helt store interesse efter mine mange år med symaskinerne på systuen under drift af Sweet Design. Det var lidt af en tilfældighed, at jeg købte min første strikkemaskine, en 30-40 år gammel Royal Knitmaster 360, der henstod indtørret og absolut ikke lignede noget, der kunne komme til at virke igen. Efter adskillelse, rengøring, udskiftning af nålebremse, defekte nåle og smøring var det både overraskende og en stor glæde at opleve, hvor funktionsdygtig maskinen var efter alle disse år, og det vidner om tidligere tiders fabrikation af kvalitetsprodukter. Jeg har løbende udvidet og moderniseret “maskinparken” og tilbehøret, som jeg forventer at få glæde af i mange år fremover.
Her på siden kan du se nogle af mine kreationer, der bl.a. er fremkommet på de gamle hulkortmaskiner samt ved online programmering direkte på PC i Designaknit og efterfølgende strikning på Knitmaster SK840. Strikke- og designmulighederne er uendelige med Designaknit, faktisk kun begrænset af de personlige færdigheder, jeg i stort omfang tilegner mig gennem erfaringsudveksling med ligesindede i det daglige samt under deltagelse i Maskinstrikkearrangementer både lokalt og rundt omkring i landet. Kursusdeltagelse er også en vigtig og nødvendig del af processen. Maskinstrikning er således en både kreativ og udfordrende hobby, hvorigennem jeg ikke blot kan forsyne familien med skøn strik, men også kan holde de “små grå” i form.
SE MASKINSTRIKNING VED AT KLIKKE HER.
Dåbskjoler, dåbsdragter, dåbssko, sløjfer, broderi, omsyninger af brudekjoler til dåbskjoler og salg af tilbehør til barnedåb var indbegrebet af kompetencerne i mit firma Sweet Design fra dets start i 1988 til jeg gik på pension i 2012. Jeg tænker med glæde tilbage på de meget aktive år og på kontakten med tusindvis af forventningsfulde småbørnsforældre og deres børn, som Sweet Design på forskellig vis var inde over for at ekvipere til højtiden, barnedåben eller festdagen. Selvom det er fortid, er det jo altid en glæde at kigge gamle fotos fra de meget aktive og travle år med Sweet Design.
Du kan se eksempler fra såvel tiden med www.sweet-design.dk som mine seneste designs af maskin- og håndstrikning her på hjemmesiden, som derfor tjener som RETROSIDE for mine erhvervsaktive år og som AKTUEL PRÆSENTATIONSSIDE for mine nuværende håndarbejdsmæssige interesser.
DU KAN MANØVRERE RUNDT PÅ HJEMMESIDEN VED AT KLIKKE PÅ MENUERNE OVENFOR ELLER PÅ INDHOLDSFORTEGNELSEN TIL HØJRE SAMT PÅ MENUFOTOS NEDENFOR. DET ER MULIGT AT KONTAKTE MIG VIA KONTAKTSIDEN
DU KAN OGSÅ STARTE MED AT SE EN FILM FRA TV2, DER I 2010 FULGTE MIG I OMSYNING AF EN BRUDEKJOLE TIL EN DÅBSKJOLE, OG SOM JEG OGSÅ SYNES ILLUSTRERER MIN STORE PASSION FOR HÅNDVÆRKSMÆSSIGE KVALITET OG DESIGN. FILMEN VISER OGSÅ DE FØLELSER, DER ER INVOLVERET I PERSONLIGT DESIGN, OG SOM SAMTIDIG ER EN KÆMPE BELØNNING, NÅR PROCESSEN LYKKES OG FORVENTNINGERNE INDFRIES.
OBS OBS FOR GOD ORDENS SKYLD – JEG FORETAGER IKKE OMSYNING MERE,
EFTER JEG ER GÅET PÅ PENSION.